Guides

Indvendig overfladebehandling

2. udgave gældende indtil august 2012


Et indvendigt pudslag har en række forskellige funktioner, som fx at:

  • Skaffe en æstetisk tiltalende overflade
  • Skaffe en plan overflade, der er velegnet som underlag for keramiske fliser, maling eller tapet
  • Opnå en særlig virkning som fx brandbeskyttelse, lydabsorption eller strålebeskyttelse.

Puds opdeles normalt i tre arbejdsoperationer:

  • Udkast; grundingslag
  • Grovpuds
  • Slutpuds; finpuds.

Vedrørende det visuelle udtryk og udfaldskrav henvises der til:

  • Tegl 18. Overfladebehandling af murværk, juni 2003 samt
  • BIB anvisning: Letklinkerblokke, Overfladebehandling, november 2008.



Forbehandling
Grundingslaget har den funktion at sikre vedhæftningen mellem underlag og puds samt at regulere sugningen for et eventuelt uensartet underlag. En håndregel ved opbygning af puds er, at det første underlag udføres med et stærkt materiale og slutpudsen af lidt svagere materiale.

I slutpudsen eller finpudsen er kornstørrelsen mindre end i grovpudsen og udjævner dermed den mere åbne struktur i grovpudsen. Overfladen vil herefter fremtræde med en ensartet homogen overflade.


Forudsætninger
For at maksimere vedhæftningen af overfladebehandlingen skal underlagets sugeevne bedømmes, herunder om vandindholdet i murværket er for højt, eller om der bør forvandes. I varme og tørre perioder med blæst skal overfladen beskyttes mod for hurtig udtørring med afskærmning. For at forebygge mod eventuelle svindrevner anbefales det at holde overfladen fugtig med vandforstøvning typisk de første 1 til 2 uger efter den færdige behandling.


Ydelsesfordeling 

Aktør Opgave
Arkitekt/ingeniør • Krav til varme og udførelsestemperatur (vinterperioden)
• Valg af overflade og udfaldskrav
• Valg af malebehandling og udfaldskrav
Murerentreprenør • Udføre murerarbejdet i henhold til beskrivelsen herfor



Se tidligere version af siden